Skip to main content

Psykoterapeutuddannelse: Affektfokuseret Par- og Sexterapi

Parforhold og sexologiske problemstillinger hænger ofte sammen, og er der problemer i parforholdet, påvirker det seksualiteten – og omvendt.

Affektfokuseret Par- og Sexterapi er en 4-årig evalueret og godkendt psykoterapeutuddannelse, som kombinerer parterapi og sexologi. Du opnår viden, færdigheder og kompetencer til at hjælpe både individer og par med deres psykologiske, relationelle og seksuelle problemer.

Hvorfor Affektfokuseret Par- og Sexterapi?

Formålet med psykoterapeutuddannelsen er at uddanne højtkvalificerede psykoterapeuter med speciale i Affektfokuseret Par- og Sexterapi. Uddannelsen er derfor for dig, som gerne vil:

Kvalificeres til at arbejde nuanceret og dybdegående med alle aspekter af dine klienters parforhold.

Få mulighed for at søge om autorisation som autoriseret specialist i klinisk sexologi i Skandinavisk sexologisk selskab (SSS).

Arbejde indenfor rammerne af Dansk Psykoterapeutforening og Skandinavisk Sexologisk Selskabs´retningslinjer for psykoterapi og sexologi.

Tilegne dig viden, færdigheder og kompetencer på et niveau, så du kan arbejde som psykoterapeut og specialist i klinisk sexologi.

Søge om medlemskab af Dansk Psykoterapeutforening, da uddannelsen er  godkendt efter gældende ministerielle kvalitetskriterier. Og akkrediteret hos Danmarks Akkrediteringsinstitution.

Parterapi OG sexologi

Psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi inddrager viden fra både psykologi og sexologi.

Der er tale om to faglige felter, der tager udgangspunkt i forskellige videnskabelige paradigmer.

Det er ikke muligt at forene dem – men det er heller ikke hensigten: Hensigten er, at du opnår et solidt fundament at arbejde ud fra.

Det vil sige, at du kan være nuanceret i din tilgangsvinkel til dine klienters problemer og intervenere ud fra forskellige måder at anskue deres problemer på. Med andre ord lærer du at arbejde med både parterapi og sexologi.

Udtalelser fra studerende

Tom, Barnevernspedagog
Studerende på psykoterapeutuddannelsen

Stine, Jordemoder
Studerende på psykoterapeutuddannelsen

“Pædagogisk er uddannelsen en god blanding af teori, oplæg, samtale, refleksion, supervision og øvelser i praksis. Det meget høje faglige niveau følges fint til dørs af, at vi hele tiden skifter mellem arbejdsmetoder. Disse gør, at vi som studerende har flere veje at benytte hen mod læringen af teorierne. Forelæserne kommer fra forskellige lande og baggrunde. Fælles for dem er, at de har en meget høj faglighed og en imponerende viden om det område, de forelæser i.”

Jette SondrupSocialpædagog

“Udbredte strategier for par i krise er at trække sig fra hinanden både fysisk og mentalt eller/og gøre den anden til hovedårsag til ens ulykke. Mennesker er ikke ens, så der er brug at kunne vælge en metode, der passer til de mennesker, det drejer sig om. Her er en affektfokuseret og en sexologisk tilgang kombineret med andre grundmetoder fantastisk til, at parret på kort tid kan få tilstrækkelig indsigt til at de kan arbejde sammen og støtte hinanden i de udfordringer, de møder i stedet for at trække sig væk fra hinanden.”

Jytte ChristensenSygeplejerske i almen praksis

“Parterapeutisk Instituts uddannelse i affektfokuseret par – og sexterapi er et vigtigt og nyskabende tilbud, idet parterapeutisk arbejde ikke traditionelt har inkluderet en sexologisk vinkling. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at denne uddannelse med det høje faglige niveau og yderst kompetente og veluddannede lærerkræfter giver mig et solidt teoretisk og metodisk fundament til at møde klienter i et fagprofessionelt og tillidsvækkende rum.”

Gabriela RehfeldJordemoder

Det teoretiske grundlag

Det er et væsentligt element i uddannelsen, at du opnår solide færdigheder i den affektfokuserede behandlingsmetode. Derfor er uddannelsen en vekselvirkning mellem teoretisk undervisning, praktiske øvelser, reflektion over egen praksis, færdighedstræning med professionelle skuespillere og supervision.

Du vil blandt andet blive undervist i:

  • Tilknytnings- og udviklingspsykologi
  • Person- og konflikttrekanten
  • Følelser og relationer
  • Angst og psykologiske forsvarsmekanismer
  • Parforholdets faser og udviklingstrin
  • Seksualitet og seksuelle dysfunktioner

Psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi består af to forskellige videnskabelige retninger: Psykoterapi og sexologi.

Fælles for den psykoterapeutiske del af uddannelsen er, at den inddrager forskellige traditioner med videnskabelige udgangspunkt:

Parterapi med hermeneutisk tilgang

På Parterapeutisk Institut er den hermeneutiske tilgang til psykoterapeutisk behandling fremtrædende. Denne tilgang anser fænomener for kun at være forståelige, hvis de ses i en større sammenhæng, og man kan kun fortolke dem ud fra de andre fænomener, de optræder sammen med.

Som terapeut går man ind i hvert enkelt klients problemstilling og søger forståelse baseret på, hvad det enkelte individ oplever/har oplevet.

Klinisk sexologi og naturvidenskab

I modsætning hertil står den anden del af Affektfokuseret Par- og Sexterapi: Klinisk sexologi.

Klinisk sexologi hører under naturvidenskaben. Her udfører man kontrollerbare observationer og systematiserer de kausale årsags- og virkningssammenhænge, som man kommer frem til, og man taler om funktioner i forhold til dysfunktioner. Man søger ikke at forståelse, men forklaringer baseret på empiri og den viden, som er blevet akkumuleret fra tidligere eksempler.

Parterapi og sexologi – en god kombination

Psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi kombinerer teorier fra psykoterapi og sexologi. Det er en meget stærk kombination, fordi problemer i parforholdet ofte påvirker sexlivet – og omvendt.

Set ud fra det videnskabelige grundlag er der stor forskel på den måde, man arbejder på inden for psykoterapi/parterapi og sexologi.

Pointen er, at de skal ikke forenes, men derimod supplere hinanden.

Som terapeut har man med viden, færdigheder og kompetencer inden for begge områder et solidt fundament til at arbejde nuanceret med par, parforholdsproblemer og seksualitet.

Oplevelser, affekter og kognition

Som tidligere nævnt inddrager den psykoterapeutiske del af uddannelsen teori fra forskellige traditioner.

I det følgende ser vi nærmere på, hvilke teorier der er tale om:

Oplevelsesorienterende teori

Den oplevelsesorienterede teori er baseret på Walter Kemplers arbejde i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne.

Den terapeutiske alliance

Centralt i denne teori er den terapeutiske alliance. Det vil sige, at man anser mødet mellem klienten og psykoterapeuten som den grundlæggende kraft for den psykoterapeutiske behandling.

Psykoterapeuten opfordrer klienten til at fortælle om sig selv, som det føles lige nu og her og set ud fra sit eget perspektiv. På den måde er det i mødet med psykoterapeuten, at klienten får lov at formulere sine problemer og sine behov.

Psykodynamisk teori

Den psykodynamiske teori er vidt forgrenet og findes i mange former. På Parterapeutisk Institut arbejder vi ud fra en affektfokuseret tilgang til den psykoterapeutiske behandling.

Det vil sige, at vi tager udgangspunkt i følelser og følelsernes betydning for klientens/klienternes problemer.

Konflikt- og persontrekant

Omdrejningspunktet i den forbindelse er Malans konflikttrekant og persontrekant:

Konflikttrekanten illustrerer, hvordan en følelse kan være angstprovokerende i en sådan grad, at forsvarsmekanismer bliver aktiverede. Forsvarsmekanismerne kan hindre klienten i at have det godt med sig selv og andre.

Dette hænger sammen med persontrekanten: Tidligere erfaringer med personer tæt på personen kan have resulteret i, at klienten ubevidst undertrykker sine følelser, fordi de er konfliktfyldte og medfører angst. Der er opstået et negativt mønster, som udspiller sig igen og igen, hvis ikke de tidligere erfaringer bliver bearbejdet.

Kognitiv teori

På Parterapeutisk Institut inddrager vi også den kognitive teori i form af dialektisk adfærdsterapi (DAT).

Hvad er dialektisk adfærdsterapi?

DAT indeholder en række grundantagelser, der bl.a. går ud på, at:

  • Klienten gør det så godt han/hun kan
  • Klienten er motiveret og vil gerne have det bedre
  • Klienten er ikke skyld i sine problemer, men skal lære ny og mere hensigtsmæssig adfærd, der kan løse problemerne

DAT arbejder ud fra en biosocial model, hvor man som terapeut arbejder ud fra, at der er et samspil mellem nogle medfødte variable (fx temperament) og det omgivende miljø.

Behandleren kan forklare klientens problemer ud fra samspillet og kan hjælpe klienten med at udvikle færdigheder til at håndtere problemerne.

Metode

Det metodiske afsæt på Parterapeutisk Institut er affektfokuseret.

Det vil sige, at vi som parterapeuter arbejder med klienternes følelser. Konfliktfyldte følelser kan resultere i angst og forsvarsmekanismer, som virker hindrende i vores relationer med andre mennesker.

Med psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi opnår du færdigheder i at påpege parrets forsvarsmekanismer og hjælpe dem til at bearbejde deres konfliktfyldte følelser, så de kan løse deres problemer på en hensigtsmæssig måde.

Hvad er affektfokuseret par- og sexterapi?

I affektfokuseret terapi er der, som navnet antyder, fokus på følelserne.

Følelser kan være konfliktfyldte. Når en person oplever konfliktfyldte følelser, kan han eller hun fortrænge dem. Ikke med vilje, men ubevidst for at undgå at mærke dem.

Problemet med dette er, at når vi ikke har adgang til følelserne og i stedet undertrykker dem, kan det give angst. Vi opbygger derefter ubevidste forsvarsmekanismer for at holde angsten væk. Det påvirker vores relationer til andre mennesker og giver konflikter.

Dette er særlig interessant i forhold til parterapi, fordi de to parter hver især kan agere på en måde, som udløser konflikter – uden at de er klar over, at der er nogle bagvedliggende og fortrængte følelser på spil.

Parterapi med hermeneutisk tilgang

I affektfokuseret par- og sexterapi er det terapeutens opgave at gøre parret opmærksom på de forsvarsmekanismer, der er på spil i relationen mellem parterne.

Ved at være bevidst om forsvarsmekanismerne, er det også muligt at se, hvor meget de blokerer for, at parret kan løse deres samlivsproblemer.

Eksempler på forsvarsmekanismer

Der findes forskellige forsvarsmekanismer. En af dem er for eksempel ironi:

Det giver distance at være ironisk  – og når man er distanceret, mærker man ikke, hvad man egentlig føler.

Projektion – altså at man overfører noget fra sig selv til en anden – er også en forsvarsmekanisme. Det er en måde at undgå at forholde sig til sig selv på.

Derfor skal terapeuten:

  • Afdække hvilket problem, parret ønsker at arbejde med
  • Sikre, at der er vilje fra begge sider til at arbejde med dette
  • Få parret til at fortælle om konkrete episoder og deres individuelle oplevelse heraf

I den proces vil der uundgåeligt opstå angst og forsvarsmekanismer i en eller begge parter.

Eksempel

Et par henvender sig til en parterapeut, fordi de oplever, at de er begyndt at glide fra hinanden og skændes mere og mere.

Da kvinden fortæller om en konkret begivenhed, hvor de var uenige, og hun begynder at græde, bemærker terapeuten, at manden bliver fraværende, ser ud af vinduet og bliver tavs.

Dette kan terapeuten bruge til at påpege, at der en reaktion i ham på det, som hun fortæller. Han distancerer sig og undgår kontakt ved fysisk at trække sig – hvilket er en form for forsvarsmekanisme. Dermed sker der også noget i relationen, som hindrer parret i at komme til bunds i, hvad der egentlig er på spil mellem dem.

Ved at terapeuten påpeger dette, åbnes der en mulighed for, at parret kan komme til bunds i, hvilke følelser ligger til grund for deres samlivsproblemer.

Konflikt- og persontrekanten

Formålet med at få følelserne frem i lyset er, at det bliver muligt at bearbejde dem.

I den forbindelse er konflikttrekanten og persontrekanten et centralt begreb i affektfokuseret par- og sexterapi.

Konflikttrekanten er en illustration af sammenhængen mellem følelser, angst og forsvar. Persontrekanten illustrerer sammenhængen mellem fortidige og nutidige personer.

Det vil sige: Noget udløser, at en følelse bliver vakt. Dette noget kan være en hændelse eller en person – som for eksempel partneren.

Følelsen medfører angst, fordi den er forbundet med konflikt eller risikoen for at miste den anden. Eksempelvis kan vrede vække angst, fordi man er bange for, at andre vil tage afstand fra én, hvis man viser det, fordi det har man erfaret tidligere i sit liv med nære relationer. Det sætter forsvarsmekanismer i gang, så man slipper for angsten.

I terapien handler det om at få parterne til at se, hvilken indflydelse de har på hinanden. Når han siger x, for det hende til at føle y, og så gør hun z – og omvendt.

Dernæst handler det om at opbygge en fælles arbejdsalliance, så parret finder lysten og kræfterne til at tage sig af det fælles problem, de har. For terapeuten handler det om at styrke deres evne til mentalisering, så de kan lytte til hinanden og sætte sig i den andens sted.

Følelser og seksualitet

Når man arbejder med par, er det ofte et seksuelt problem, de henvender sig på grund af, eller det er et tema, som dukker op i beskrivelsen af deres samliv og deres problemer.

Derfor er det hensigtsmæssigt, at terapeuten har indsigt i  klinisk sexologi og har viden om seksuelle funktioner, sygdomme og medicins påvirkning, hormoner, mv. Formålet er af afklare, om der kan være fysiske og biologiske årsager til et seksuelt problem.

Men samtidig vil terapeuten i affektfokuseret par- og sexterapi også se på parrets seksuelle vanskeligheder ud fra et affektperspektiv.

Seksuelle vanskeligheder kan nemlig være udtryk for en forsvarsmekanisme. Manglende lyst, for eksempel, kan være et symptom på, at personen vil undgå nærhed – måske på grund af uafklarede undertrykte følelser som vrede over for partneren.

Det er vigtigt at kunne identificere dette og arbejde med parret, der giver dem mulighed for at bearbejde deres følelser i fællesskab.

I affektfokuseret par- og sexterapi skal terapeuten:

  • Afklare, om der ligger en fysiologisk/biologisk forklaring bag seksuelle vanskeligheder
  • Hjælpe parret med at identificere deres forsvarsmekanismer og se konsekvenserne af dem
  • Understøtte en konstruktiv dialog om parrets bagvedliggende problemer og konflikter

Nuanceret parterapi

Parterapeuten i affektfokuseret par- og sexterapi har viden og færdigheder fra både klinisk sexologi og affektfokuseret psykoterapi.

Det giver et solidt grundlag til at arbejde nuanceret med parterapi og samlivsproblemer.

Psykoterapeutuddannelsens temaer

Affektfokuseret Par- og Sexterapi er delt op i otte moduler – to moduler pr. studieår.
Hvert modul har sit eget tema inden for parterapi og sexologi.

Temaerne er:

  • Parforholdets udviklingsproces og parforholdsproblemers dynamik
  • Sexologi og seksuelle vanskeligheder
  • Individuel terapi
  • Egen seksualitet
  • Traumer
  • Rollen som terapeut
  • LGBTQ+++
  • Konsolidering af Affektfokuseret Par- og Sexterapi metoden

Uddannelsens struktur

Undervisningsophold og færdighedstræningen foregår i Portugal. Forelæsningerne og supervisionen afholdes i Slagelse. 

Gruppearbejdet tilrettelægger du selv i samarbejde med dine medstuderende.

Hvert studieår indeholder følgende:

  • To årlige undervisningsophold á fem dages varighed i Portugal (otte undervisningsophold i alt)
  • Fire årlige forelæsningsdage (16 forelæsninger i alt)
  • Fire årlige supervisionsdage (ligger i forlængelse af forlæsningsdagene)
  • 50 timers gruppearbejde som du og din gruppe sammen planlægger. (200 timer i alt)

Undervisningen

Ved forelæsningerne vil du vil blandt andet blive undervist i:

  • Sexologien og psykoterapiens historiske udvikling
  • Etik
  • Mentalisering og relations funktioner
  • Tilknytning og ego funktion
  • Sexologiens forskningsmetoder
  • Sexologi og psykiatriske sygdomme

Forelæsninger

I uddannelsen ligger der en del faktuel viden inden for psykologi og sexologi, som fungerer som basis for dit uddannelsesforløb.

Denne viden bliver formidlet til dig via forelæsninger, som foregår på Parterapeutisk Institut i Sorø. Der er fire årlige forlæsninger fordelt over hele studieåret.

Forelæserne er alle anerkendte forskere og praktikere inden for deres specifikke arbejds- og forskningsområder.

Gruppearbejde og selvstudie

Du og dine medstuderende bliver inddelt i grupper, som i perioderne mellem undervisning og forelæsninger mødes for at gennemgå litteratur og diskutere faglige temaer. I bestemmer selv, hvor og hvornår I mødes.

Derudover er der også selvstudie, som du bruger på at læse litteratur og arbejde med din udvikling som psykoterapeut – blandt andet ved at skrive logbog og arbejde med klienter.

Supervision inkluderet i uddannelsen

I psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi er supervision inkluderet.

Direkte supervision får du i forbindelse med selve undervisningen, hvor du får mulighed for at afprøve teorien i praksis og opøve færdigheder i at udøve par- og psykoterapi sammen med professionelle skuespillere som klienter. Dette foregår i forlængelse af undervisningsopholdene i Portugal.

Derudover modtager du indirekte supervision af uddannelsens faste undervisere, som er autoriserede psykologer. Den indirekte supervision finder sted i Sorø i forlængelse af forelæsningerne, som også finder sted i Sorø.

Færdighedstræning med skuespillere

På psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi indgår du i et intensivt træningsforløb, hvor professionelle skuespillere fungerer som dine klienter i specifikke cases. På den måde vil du få lejlighed til at omsætte den teori, du bliver undervist, i til praktiske færdigheder. Som led i træningsforløbet modtager du direkte supervision, som du kan bruge til at videreudvikle dine kompetencer.

Læringsmål og logbøger

For hvert studieår udarbejder du dine egne, individuelle læringsmål. Læringsmålene tager udgangspunkt i de særlige indsatsområder, som du med din baggrund og dine forudsætninger har særligt behov for at arbejde med i forhold til uddannelsens indhold.

Gennem hele studieforløbet fører du en logbog, hvor du reflekterer over studiets emner og din personlige og faglige udvikling. Det er også i logbogen, du skriver om, hvordan det går med at nå dine læringsmål.

Hvert halve år afleverer du din logbog som dokumentation.

Både læringsmål og logbog indgår som en del af bedømmelsgrundlaget til eksamen.

Afsluttende eksamen

Den afsluttende eksamen er tredelt og består af:

  • En skriftlig opgave, hvor du forholder dig til en given problemformulering
  • En demonstration af dine metodiske færdigheder på baggrund af en given case
  • En mundtlig eksamination med eksaminator og ekstern censor på baggrund af den skriftlige opgave og demonstrationen af dine færdigheder

Din præstation bedømmes med bestået/ikke-bestået.

Læringsmål og logbøger

For at fastholde dig i din personlige og faglige udvikling, som er en forudsætning for, at du gennemføre uddannelsen i affektfokuseret par- og sexterapi, skal du udarbejde læringsmål og skrive logbog.

Du formulerer læringsmål for hvert studieår med udgangspunkt i din baggrund og dine forudsætninger. Læringsmålene er de særlige indsatsområder, som du vil fokusere på i dit studieforløb, og som du ønsker at blive bedre til.

Logbogen er en løbende skriftlig refleksionsproces, hvor du forholder dig til, hvordan det går med dine læringsmål.

Både læringsmål og logbog er obligatoriske og indgår i bedømmelsesgrundlaget til eksamen.

Undervisere

Som studerende på Parterapeutisk Institut vil du møde faste undervisere (både forskere og praktikere), der følger dig gennem hele uddannelsen. Det sikrer kontinuiteten af din faglige og personlige udviklingsproces via undervisningen, supervisionen og færdighedstræningen. Derudover kommer der gæsteforelæsere fra blandt andet Norge og Polen.

Som studerende på Parterapeutisk Institut kan du derfor forvente at blive undervist på både dansk, norsk, svensk og engelsk. Herunder ses de faste undervisere på uddannelsen:

Inger Bugge

Inger Bugge er autoriseret cand. psych. med autorisation og specialist i klinisk sexologi (NACS) samt EFS & ESSM certificeret som Psycho-Sexologist (ECPS). Hun har egen praksis i Sorø og har i mange år arbejdet med parterapi, klinisk sexologi og supervision.

Derudover har hun erfaring med konfliktløsning og psykologiske problemer som fx angst og depression samt selvmordsforebyggelse, spiseforstyrrelser og selvskade.

Udover at være en af de faste undervisere på psykoterapiuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi, er Inger Bugge også studieleder på Parterapeutisk Institut.

Phillip Keudel

Phillip Keudel har læst medicin i Hannover, Tyskland, hvor han også forskede indenfor klinisk immunologi og fik tildelt doktorgraden for sin forskning.

Han er speciallæge i gynækologi og obstetrik samt uddannet psykoterapeut.

Som ledende overlæge for gynækologi, psykosomatik, samt klinisk sexologi ved Sygehus Sønderjylland, beskæftiger han sig især med korttidsdynamiske psykoterapeutiske metoder med fokus på psykosomatiske sammenhæng. Phillip har mange års erfaring med undervisning af forskellige faggrupper.

Udover at være fast underviser på uddannelsen er Phillip også supervisor.

Bartosz Grabski

Bartosz Grabski er sexolog og psykiater ved Medical College, Jagiellonian University i Krakow, Polen.

Han har mange års erfaring som psykoterapeut og er en anerkendt underviser i psykiatri og sexologi i både ind- og udland.

Desuden er han forfatter og medforfatter til en lang række af videnskabelige udgivelser om bl.a. psykopatologi, psykoedukation og depression, bipolar lidelse, m.m.

På Parterapeutisk Institut er Bartosz Grabski en af de faste undervisere/forelæsere.

Unik kombination af parterapi og sexologi

Affektfokuseret Par- og Sexterapi er den eneste psykoterapeutuddannelse, som kombinerer parterapi med klinisk sexologi.

Kombinationen er oplagt, fordi problemer i parforholdet ofte påvirker seksualiteten – og omvendt.

Derfor er det hensigtsmæssigt, at parterapeuten har indsigt i både det psykologiske og relationelle felt og det sexologiske.

På Parterapeutisk Institut vil du blive undervist af og gå til forelæsninger med psykologer og kliniske sexologer, der alle har erfaring med praksis, og som baserer deres arbejde på forskningsbaseret viden.

Anerkendte forskere og praktikere

Parterapeutisk Institut har en række eksterne samarbejdspartnere tilknyttet, som primært vil forestå forelæsningerne i Danmark. De er alle anerkendte fagpersoner, som er specialister i hvert deres område inden for seksualitet, psykologi og psykoterapi.

Træning af metodiske færdigheder

Det er en væsentlig del af undervisningen på Parterapeutisk Institut, at du skal træne dine færdigheder i den affektfokuserede metode.

Den affektfokuserede metode gå ud på at afdække de konfliktfyldte følelser, som ofte ligger til grund for psykologiske, relationelle og sexologiske vanskeligheder. I den forbindelse skal terapeuten kunne vurdere og regulere angst og identificere og påpege forsvarsmekanismer. Denne proces skal lede til, at parret i parterapi får mulighed for at berette om deres individuelle oplevelser og følelser – og her er det vigtigt, at parrets mentaliseringsevne stimuleres og øges.

For terapeuten er dette komplekst arbejde og kræver solide færdigheder. Derfor er træning i metoden meget vigtig. Det foregår på baggrund af cases, som du skal tage dig af med professionelle skuespillere som dine klienter.

Eksamen

Du afslutter psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi med en eksamen, som inddrager elementer fra både parterapi og sexologi.

Eksamenen består af tre dele:

  • En skriftlig opgave
  • En praktisk demonstration af dine kliniske færdigheder
  • En mundtlig eksamination

Registrering af deltagelse

Det høje faglige indhold på uddannelsen kræver, at du er til stede ved undervisning og forelæsninger. Derfor registrerer vi din deltagelse, og  du må ikke have et fravær på mere end 15%.

Pris på psykoterapeutuddannelsen

Prisen på psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi er 52.500,00 kr. pr. studieår (2022-pris).

Inkluderet i prisen er:

  • To årlige undervisningsophold
  • Forelæsninger
  • Supervision og færdighedstræning

Derudover kommer udgifter til litteratur, rejseomkostninger til Portugal og egenterapi hos ekstern terapeut.

Ved optagelse betaler du et depositum inden studiestart, som fratrækkes første års betaling. Du kan betale pr. studieår eller betale den samlede pris på én gang, hvis du foretrækker det.

Når du er blevet optaget, modtager du en besked om det, og du skal i forbindelse med det betale et depositum. Depositummet fratrækkes uddannelsens pris, når du begynder på uddannelsen.

Psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi er en selvfinansieret uddannelse – det vil sige, du har ikke mulighed for at søge om SU eller andre offentlige ydelser, og du skal betale for den.

De fleste betaler selv via opsparede midler. Det er i den forbindelse værd at notere, at uddannelsen er tilrettelagt, så det er muligt at varetage et fuldtidsarbejde ved siden af dit studie.

Andre får deres uddannelse betalt af deres arbejdsgiver, da de kan bruge det, de lærer i deres job.

En tredje mulighed er bruttolønsordningen. Her indgår du en aftale med din arbejdsgiver om, at han/hun betaler din uddannelse via din løn. Du får altså mindre i løn, men til gengæld opnår du nogle skattemæssige fordele.

En fjerde mulighed, hvis du er kommunalt ansat er at søge den kommunale kompetence fond, som giver et årligt bidrag på 25.000 kr.

Læs mere her: SKAT’s bruttolønsordning

Forudsætninger for at deltage

Affektfokuseret Par- og Sexterapi er en 4-årig psykoterapeutuddannelse, der er tilrettelagt, så du kan gennemføre uddannelsen sideløbende med et fuldtidsarbejde.

Udover optagelseskravene skal du dog være klar over, at studiet forudsætter, at du:

  • Skal have mulighed for at arbejde med egne klienter
  • Har lyst til at at indgå i gruppearbejde og arbejde med egen personlige udvikling
  • Er indstillet på at læse teori på et højt niveau på både dansk og engelsk
  • Vil deltage i undervisning og supervision, hvor sproget er både dansk, engelsk og norsk
  • Er indstillet på at aflevere opgaver, herunder at udarbejde læringsmål og skrive logbog
  • Har underskrevet en uddannelseskontrakt

Optagelseskrav

Du kan blive optaget gennem tre kvoter alt afhængig af din baggrund og dine forudsætninger.

For at blive optaget via kvote 1 skal du have en mellemlang eller lang videregående uddannelse inden for det psykologiske, pædagogiske eller sundhedsfaglige felt og have relevant erhvervserfaring. Alternativt kan du søge via kvote 2 og 3.

Det er ens for alle tre kvoter, at du skal have mindst 3 års relevant erhvervserfaring.

Kvote 1

Kvote 1 er for ansøgere med mellemlang (3 år) eller lang (5 år) videregående uddannelse af psykologisk, pædagogisk eller sundhedsfaglig karakter.

Det kan fx være, du er psykolog, lærer, læge, sygeplejerske, socialrådgiver, pædagog, ergo- eller fysioterapeut.

Kvote 2

Kvote 2 er for ansøgere, som har en mellemlang (3 år) eller lang (5 år) videregående uddannelse, som ikke er af psykologisk, pædagogisk eller sundhedsfaglig karakter.

Ud fra en personlig samtale vurderer vi, om du har de rette kvalifikationer til at kunne blive optaget på uddannelsen. Vores vurdering tager udgangspunkt i din motivation, din erhvervserfaring og din modenhed.

Kvote 3

Du kan blive optaget på uddannelsen til psykoterapeut med speciale i Affektfokuseret Par- og Sexterapi, selv om du ikke har en videregående uddannelse. Det kræver dog, at du supplerer den uddannelse, du har, med kurser i:

  • Psykologi
  • Ledelse
  • Personlig udvikling
  • Terapi og supervision

Kurserne skal tages på en højere læreranstalt. En højere læreranstalt kan fx være åbent universitet eller professionshøjskoler.

På baggrund af en personlig samtale med dig, vurderer vi ud fra din motivation, din erhvervserfaring og din modenhed, om du har de rette kvalifikationer til at kunne gennemføre uddannelsen og efterfølgende kan arbejde som psykoterapeut.

Uddannelseskontrakt og etik

Når du bliver optaget som studerende på parterapeutisk Institut, underskriver du en uddannelseskontrakt.

Med din underskrift bekræfter du, at du ønsker at gennemføre den 4-årige uddannelse, er bekendt med forudsætningerne for uddannelsen og er indstillet på at arbejde ud fra de etiske principper, som Parterapeutisk Institut følger.

Samtidig erklærer du dig indforstået med, at der under uddannelsen er tavshedspligt for alle deltagere vedr. personlige og arbejdsmæssige temaer.

Sådan søger du om optagelse

Ansøgning om optagelse skal ske via en digital formular, du udfylder ved at klikke på knappen herunder:

Uanset hvilken kvote du søger om optagelse gennem, gælder samme procedure for ansøgningen.

Alle dine oplysninger behandles naturligvis fortroligt og anvendes udelukkende til at vurdere din ansøgning og dokumentere din studieegnethed.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er Affektfokuseret Par- Og Sexterapi?

Affektfokuseret Par- og Sexterapi er en 4-årig godkendt psykoterapeutuddannelse, som kombinerer parterapi og sexologi.

Du lærer at anvende den affektfokuserede metode til behandling af samlivsproblemer, og som færdiguddannet kan du behandle individuelle klienter og par i forbindelse med psykologiske, relationelle og sexologiske vanskeligheder.

Hvor lang tid varer uddannelsen?

Psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi tager fire år på deltid. Uddannelsen er tilrettelagt, så du kan studere, samtidig med at du har et fuldtidsarbejde. Undervisningen er samlet på to årlige undervisningsophold, og forelæsninger og supervision er også samlet på sammenhængende dage. Det giver dig mulighed for at tilrettelægge dit arbejde, så du kan friholde dig til perioderne med uddannelsesaktivitet.

Hvem er målgruppen for uddannelsen?

Affektfokuseret Par- og Sexterapi er en efteruddannelsesmulighed for fagfolk inden for psykologi, pædagogik og sundhed, som har lyst til at arbejde med mennesker med psykologiske, relationelle og sexologiske vanskeligheder.

Hvad lærer man på uddannelsen?

På baggrund af forskningsbaseret viden og teori fra både det psykologiske og sexologiske felt opnår du viden, færdigheder og kompetencer til at behandle individer og par med udgangspunkt i den affektfokuserede metode.

Hvilke jobmuligheder har man efter endt uddannelse?

Med psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi kan du etablere egen praksis med klienter. Du kan også arbejde i offentligt regi i forbindelse med dit arbejde som psykolog, familierådgiver, sundhedsplejerske, pædagog, fysio- eller ergoterapeut ell. lign.

Hvordan bliver jeg optaget på uddannelsen?

For at blive optaget på psykoterapeutuddannelsen Affektfokuseret Par- og Sexterapi skal du have en mellemlang eller lang uddannelse inden for det psykologiske, pædagogiske eller sundhedsfaglige felt.

Du kan for eksempel være psykolog, læge, lærer, pædagog, sygeplejerske, jordemoder, ergo- eller fysioterapeut.

Derudover skal du have relevant erhvervserfaring.

Hvis du har en anden baggrund, kan du også blive optaget, hvis vi skønner, at den er relevant, og du vil kunne gennemføre uddannelsen. Læs mere om optagelseskrav her.

Tilmeld dig uddannelsens nyhedsbrev

Som modtager af nyhedsbrevet kan du forvente at blive endnu klogere på uddannelsesforløbet og de muligheder, uddannelsen rummer.

Ved tilmelding får du tilsendt en lille videogave i form af en miniforelæsning af Inger Bugge, der taler om nogle af uddannelsens vigtige emner.

Få en gratis og uforpligtende studiesamtale

Jeg tilbyder en gratis og uforpligtende samtale til alle, der ønsker at vide mere om uddannelsen. Få svar på dine spørgsmål og afklaring på dine overvejelser i en personlig samtale. Kontakt mig på:

Telefon: 42 44 47 58

E-mail: ingerbugge.dk

Information om uddannelsesstart

Næste uddannelsesstart: d. 28.04.2025.

Ansøgningsfrist: d. 21.02.2025.

Studiebeskrivelse

Herunder kan du downloade studiebeskrivelsen som PDF: